Props til Henrik Juul

Det er svært at få bureaufolk i tale. Især når vores arbejde i høj grad er baseret på 'synsninger'.
For hvem tør være den første til at skyde et arbejde ned eller rose det uhæmmet - hvis det nu viser sig, at man tog fejl, og resten af teamet eller branchen havde modsat holdning?

Men et (relativt) nyligt indlæg på Bureaubiz om Partners nye Stofa-film har overophedet kommentarsporet fuldstændig. Det er ganske imponerende og får 'Nationen' på Ekstra Bladet til at ligne en harmløs mødregruppe.

Reklamejam vil godt sige tak til Henrik Juul fra Partners for at have skabt en film, der endelig fik folket til tasterne. Og for at give undertegnede det bedste branchegrin længe.

Følgende ord optræder i kommentarsporet under Stofa-filmen:

'Latterligt' 
'Værste' 
'Gumpetungt' 
'...lavet med venstre hånd'
'Reklamebras' 
'Skål' 
'Makværk'
'I er lige så sure som rønnebærrene, er I..'
'Så lad dog være'
'Tåber'
'Stupide'
'Hjerneforstyrrede'
'Flov på min egen branches vegne'
'Meget trist'
'Tommel ned'
'Sørgeligt'
'den til dato mest pinagtigt elendige tv-kampagne der måske nogensinde er lavet'

Og her er det så, at den den anonyme debattør, som kalder sig 'Storhed i forfald', begynder at kommentere, og så går det rent ned ad bakke. Resten af kommentarsporet er ren mudderkastning. Usagligt og usmageligt. Faktisk er det så imponerende, at du får et par af de vildeste citater fra dine kollegaer ude i branchen, her:
 

- "Kunde & Co og Partners er uden sammenligning de værste / dårligste / mest kedelige bureauer i Danmark - også selvom de formår at overbevise deres kunder (gennem simple statistisktricks) om, at de er dygtige. Det er de ikke - og det er ikke engang en skjult sandhed. Alle ved det.
Man henter ikke talent der, man slutter sin karriere der - når man skorter på enhver integritet man tidligere måtte have haft, er helt og aldeles ligeglad med kreativt output og ikke har noget imod at kede sig, ihjel."

- Citat, 'Storhed i forfald', 25. februar 2016
 

- "Og dig Berit Larsen, hvad skaber du egentlig selv, udover at skabe dig over hvad alle andre præsterer? En midaldrende tekstforfatter, hvis tekster ingen gider læse. Det sidder du så og surer den over i dette forum. Som en slags overdommer der føler sig uretfærdigt behandlet over endnu ikke at være brudt igennem, alt for tæt på pensionsalderen."

-Citat, Philip, 26. februar 2016


Sådan kan det gå, når kommunikationsbranchen bliver sluppet løs.

Og du får selvfølgelig Henrik Juuls fremragende kilde til forhøjet blodtryk her: 

Hvilken bureautype er du?

Hos Reklamejam elsker vi lister over typer, så Bureaubiz' artikel fra forleden faldt lige i undertegnedes smag.
For fa'en, det er guf. 

Den unge tekstforfatter, Magnus Breum, har listet 9 typer, du finder på de fleste bureauer. 
Reklamejam siger thumbs up til Magnus og takker for et godt grin!

Se, om du kan genkende typerne. Og om du kan finde dig selv?
 

Reklamejam gi'r ordet til Magnus Breum:

Hurtigkarlen
Med strithår og italienske lædersko bliver døren til bureauet sparket op hen ad formiddagen. Man har været til kundemøde og træder upåvirket af alle andre ind på bureauet. Headsettet er på plads, så man ikke behøver at løfte smartphonen op til øret, da der ofte hænger et tungt, poleret stål ur fra Schweiz omkring håndleddet. Han kan sælge hvad som helst til hvem som helst, og der skal ikke mere end en sejr i bordtennis til for, at der bliver poppet champagne - og når der bliver serveret millionbøf i kantinen, så bliver der bestilt sushi udefra. Der står "Partner" på autosignaturen, når han sender en intern mail rundt, hvor han beder om, at folk lige husker at sige, når de har taget den sidste danskvand med citrus.


Den intellektuelle
Man kan ikke gå forbi en Wegner stol på bureauet uden at finde denne ikoniske rullekrave med benene over kors, der med en kraftig hornbrille på næsen sidder fordybet i Weekendavisen. Man skal jo holde sig opdateret, og når man ikke fik læst den i weekenden, fordi man var i sommerhus i Rågeleje, så kan man jo passende ankomme lidt tidligere mandag morgen og få startet ugen med en samfundskritisk kronik af Martin Krasnik, inden almenvældet møder ind. Selvom de fleste reklamefolk ærligt indrømmer, at de læser Ekstrabladet, så sværger han til avisen, der i 2014 stadig ikke er blevet "dus" med deres læsere.

 

 

 

 

Social media guruen
Livet skal leves digitalt. Youtube-klip med sjove katte og GIF-filer bliver dagligt sendt rundt på den interne mail. Og med smartphonen klistret til hånden bliver der flittigt taget billeder af alt fra kantinemaden til fjollede stemningsbilleder fra fredagsbaren til Instagram. Man kunne ikke drømme om at gå på toilettet uden sin smartphone, for man gider da ikke sidde og kigge ind i væggen, når man kan spille Candycrush eller tjekke Twitter som den eneste i Danmark. Vendinger som "big data" og "digital platform" sidder som standard på computerens autocorrect og bliver brugt oftere end "godmorgen".

 

The Mad Man
Der bliver drukket whisky uden cola og tung rødvin til fredagsbaren, og når han bliver for fuld, og sideskilningen er faldet sammen, bliver der sat Sinatra på. Han er den eneste, der møder op i dobbeltknappet blazer, når hele bureauet holder firmaarrangement og skal ud at spille paintball. Alligevel laver han wokmad med kokosmælk og går på mandebarsel, og de hvide Lucky Strikes uden filter er da også skiftet ud med menthol-cigaretter.
Man er vel stadig en moderne mand.


Bureaudarlingen
Pigen der kommer med Starbucks kaffe, selvom der er en glimrende espressomaskine på bureauet, som oven i købet er gratis at bruge. Men bloggen skulle lige opdateres her til morgen, og et Starbucks-hashtag virker bare bedre. Hun har styr på alt, hvad der sker i branchen, hvem der har vundet hvad, kender alt og alle og har invitationer til alle de lækre arrangementer med fri bar, hvor der deles kindkys ud til alle spidserne indenfor branchen.


 

De unge løver 
De er unge og sultne, og de venter alle på deres chance for at starte den næste reklamerevolution. Lykken er en taxabon og en Macbook under armen, som er symbolet på, at man er trådt ind i den moderne reklameverdens voksne rækker. De kan ikke gå forbi et bordfodboldbord uden at spille om en øl til næste fredagsbar, og der bliver brugt mange ivrige ekstra timer på bureauet for at finde den perfekte idé, når alle andre er gået hjem - for så betaler bureauet også for aftensmaden.

Spasmageren
Man kan være sikker på, at frokostpausen ikke bliver kedelig, hvis man får denne karakter til bords. Altid rap i replikken og kantinens evige one man show. Omtaler gerne sig selv i tredjeperson som f.eks. "Champen her skal lige have en kop kaffe", taber stort i bordfodbold, men har altid undskyldninger om, at en gammel knæskade stadig driller. Ofte er det denne person, der sætter sjove baggrunde af nøgne damer på kollegernes computere og kommer iført den sne-prikkede Tuborg-nissehue til julefrokosten.

 
dt.common.streams.StreamServer.jpg

Rasmus Modsat
Den underspillede og mystiske kreative, som kan bruge flere dage alene i et mødelokale og bagefter komme ud med en idé, der har Grand Prix-potentiale. Når man så vinder i Cannes, så gider man ikke møde op og modtage prisen, fordi det lige faldt på samme dato som en speciel indie-rock koncert i Berlin.
Når kolleger vil "high-five", så giver man "knuckles" og omvendt. Buzzwords og tendenser i branchen er uinteressante, ligesom man heller ikke var imponeret over det der internet, dengang det blev præsenteret.


Brancheræven
Der fortælles røverhistorier om de gode gamle dage i branchen, mens der hænger en rød Marlboro i mundvigen. Kunsten er at kunne ryge og fortælle samtidig. Denne karismatiske old-timer kan slippe afsted med det meste, og alle lytter efter med stor respekt, når der bliver talt, selvom sidste gang, der blev vundet priser, var, da tzatziki-bølgen var på sit højeste.

Peter_Aalb_k_Jensen_686796a.jpg

 

Dette er - ud fra mine betragtninger - et udsnit af branchens mest karakteristiske gengangere. Alle disse stærke personligheder er også det, der gør, at jeg holder utroligt meget af reklameverdenen. Og hvor ligger jeg selv?

I virkeligheden kan jeg jo nikke genkendende og selvironisk til mange af dem, men jeg skal da være ærlig at indrømme, at en taxabon får mig til at føle, at jeg har et voksenjob, og at der nok går nogle år før, jeg drikker whisky uden cola, selvom det ser meget mere cool ud.


Reklamejam har stjålet ovenstående tekst fra Bureaubiz - tak for det. Jeg håber, det er ok, Bureaubiz og Magnus?

STEM nu til det EU-valg, eller vi slår!

Der er snart EU-afstemning. Og vi skal have 'de unge mennesker' på banen ned til stemmeurnerne (aka de sure gymnastiksale).

Så Folketinget fik lavet en video, der skulle appellere til de unge og få dem til at stemme. Sådan én med vold og blowjobs og store muskler. 'For det er det, de unge vil have'.

Filmen er lavet for Folketinget af tegnefilmsinstruktør Jan Rahbek og tegner Thomas Thorhauge. 

Der gik rekord-kort tid, så blev videoen fjernet. Fordi den var dum (så den bliver desværre også fjernet her fra bloggen, hvis den bliver pillet af Youtube, så skynd dig at trykke play).

Og jeg må indrømme, at jeg også synes den er irrelevant. Hvorfor skal man kommunikere til unge gennem sex, vold og store muskler? Der er noget lidt-for-desperat-ung-med-de-unge' over filmen.

Igen er vi ude i sær humor på samme plan som HK København var forleden (se deres om'er i Fagligt begær: Sådan skal du ikke gøre).

Du kan læse mere om Voteman-filmen på Bureaubiz her - eller på Berlingske her.

Nå. Og hvad synes DU? Får filmen dig hen i gymnastiksalen den 25. maj?

Det bliver spændende den 25. maj.. Især hvis Voteman kommer efter dig. 

Det bliver spændende den 25. maj.. Især hvis Voteman kommer efter dig. 

TILLYKKE til YCCA-vinderne 2014!

I fredags var der uddeling af de længe ventede priser i Young Creative Circle Award. Den danske reklamebranches pureste ungdom var mødt op i hipstermekka, aka. Harvey i Kødbyen 5.

Både guldøllene og tophuerne havde kronede dage, og da vi havde minglet lidt rundt, instagrammet lidt hér, tweetet lidt dér, gik YCCA-drengene på scenen for at udløse spænding og fri champagne til vinderne.

Her er de så. Vinderne. Stort tillykke!!:

Print: Jeppe Kuld & Tobias Løvshall-Wedel
Film: Asbjørn Severin & Theis Ferrall
Design: Julius Barde Harrebek & Winnie Andersen
Digital: Kasper Andersen & Bo Søgaard Mouridsen

Vinder-printannonce

Vinder-printannonce

Vinder-design.

Vinder-design.

Så nu venter bare Cannes i juni. Hvor der skal hentes noget metal hjem, vel at mærke.

Hvis du vil have insidertips til, hvordan du gør dét, kan du læse interviewet med Nicolas Thomsen. Han er tidligere Cannes Lions bronze-vinder i Advertsing for youngsters (puh en lang titel!).

Læs også Bureaubiz' artlkel om de 8 seje vindere her. Og så er det op på hesten igen om et år!

Den Nye Danske Kreativitet II

Den 20. november '13 var jeg til debatforedrag i Pressen hos Politiken.
Anledningen var 'Den Nye Danske Kreativitet 2', som havde til formål at debattere kulturen på de danske bureauer. 

Bureaubiz har skrevet om arrangementet (2'eren) her - og du kan også læse det oprindelige indlæg fra Mathias Palm-Jensen på Bureaubiz, som skabte røre i andedammen, og fik Creative Circles formand Niels Heilberg til at stable Den Nye Danske Kreativitet på benene.
Skulderklap til Niels. 

Du får et par af foredragene her. Mød de 2 stærke spillere hhv. Christopher Gandsager og Thomas Pries:

Kristoffer Gandsager fra Crispin Porter + Bogusky holdt et sjovt og godt oplæg. Se det nu eller i aften, før du skal sove. Bare du får det set, ok?

Thomas Pries fra Konstellation holdt også et hammerinteressant oplæg, du skal se. Om bl.a. vigtigheden af sætte tid af til fri leg med kreativiteten.