HK har lavet en Katblocker. Jep, ligesom en adblocker, bare mod kattevideoer. Katblockeren er til dig, der gerne vil tage stilling til 'det næste skridt i dit arbejdsliv', som HK skriver, men som kommer til at se kattevideoer i stedet.
I sig selv er det ret sjovt. Og videoen herunder er faktisk også ret humoristisk.
Men fordi konteksten er HK, bliver Reklamejam forvirret. Normalt skejer HK ikke ud med crazy ideer, men lige pludselig har en eller anden fundet på ordet 'Katblocker', og så har man tvunget en kampagne ud af ordet og presset kampagnen ind i HK's univers.
Man bliver i tvivl, om HK mener det, eller om det er en joke. Men den er altså god nok:
Schulstad er ude med 'en superstærk nyhed', vi har set mange gange før. Eller - måske har vi ikke set dén kombination af kerner, men potato potato.
Brødproducenterne skiftes til at proklamere nyt brød med xxx-frø og xxx-kerner, og denne gang er det så hampefrø og quinoa, hvor det før var chiafrø/spelt/protein/rug/hørfrø, tilsat et eller andet payoff, fx 'Naturlig smag på livet'.
Vi har set for meget af det samme
Bannerannoncen herunder skal blot gøre mig opmærksom på, at der nu findes en ny type brød og boller - og det job udfører den. Slut prut. Hvorfor skal Reklamejam bruge så meget krudt på det?
Problemet er, at min hjerne så småt har lukket ned på dén måde at kommunikere nyhed på. For sådan ser den slags brødannoncer ud hver gang.
Og splash'en 'Læs mere her' appellerer simpelthen ikke til mig. HVORFOR skulle jeg ville klikke og læse mere om en pakke boller, når jeg er midt i noget andet på min computer..?
Hvis der havde stået noget med '3 superstærke grunde til, at hampefrø er sunde - læs mere her', så havde jeg måske klikket (nej, jeg havde ej - men alligevel). I stedet lugter det lidt af en pligt-splash.
Sikke meget man sådan kan få ud af en ellers uskyldig bannerannonce for brød og boller. Men det er nok netop dét, der irriterer Reklamejam's radar. Det uskyldige. At det aaaltid ligner alt det, vi har set 117 gange før.
Næste case, der står for skud er en film for Skolemælk.
Skolemælk har nemlig lavet en lille film, der viser en pige, som tager en ko med i skole. Det gør hun fordi... Æh, ja hvorfor? Budskabet med filmen er nemlig, at du IKKE behøver at tage din egen ko med for at få frisk mælk i skolen.
Filmen er meget sød, men det klassiske greb med at vise det, du IKKE skal gøre, virker lidt fjollet.
Næste indspark er godt. Her er endelig noget kvalitet. Her har nogen tænkt sig om.
Disse 'nogen' er selvfølgelig folkene hos Hjaltelin Stahl, som for 117. gang har begået en genistreg med denne fine, fine kampagne for Alkohol & Samfund. Reklamejam synes, at indsigten med alkoholproblemer, som rammer mange andre end alkoholikeren selv, er godt set. Stærkt budskab.