Manden, der har over 70 nomineringer og priser, og for hvem det snart er blevet dagligdag at få sit arbejde i Archive, hedder Claus Collstrup. Han er AD'er, og så er han indehaver af et goth-delight look og en portfolio, der sparker røv.
Hvordan havnede du i reklamebranchen?
"Jeg endte i reklamebranchen, fordi jeg var god til at tegne. Og hvis ikke man ville lave tegnefilm, så var reklamebranchen nærmest det eneste sted. Jeg tegnede en ansøgning og sendte ud og fik noget så oldschool, som en læreplads på et bureau."
Hvad er det, du er særligt god til inden for dit fagområde? (fyr løs - glem Janteloven)
"Jeg er sindssygt god til at blive ved med at sige til mig selv (og andre), at det ikke er godt nok endnu. Det er en vigtig ting at kunne. Selvom det tit er pisseirriterende. Og så sætter jeg en ære i ikke at have en stil og prøver at lave nye udtryk fra gang til gang."
Hvad driver dig til at lave reklame?
"Det er ikke reklame, som driver mig, men det at lave idéer og udfolde mig visuelt. At det så i sidste ende skal bruges kommercielt er mig underordnet. Det fede for mig er at skabe noget ud af ingenting og gøre mig umage. Jeg vil gerne vise min omgangskreds, at reklame godt kan være i orden, selvom om 95 % af al reklame ikke er det."
Udover dit job, hvad er så det sjoveste, du kan lide at lave?
"Det ved jeg ikke, om er passende at nævne her - men ud over dét, så hygger jeg mig med at lave musik og tage ud og spille rundt omkring."
Hvad er den bedste/sjoveste oplevelse, du har haft i forbindelse med dit arbejde?
"Der har været mange gode oplevelser, men det var ret fedt, da Singapore Airlines lod hele bureauet flyve til Singapore og tilbage for at prøve produktet. Den slags sker for sjældent. Og vi fløj selvfølgelig ikke tilbage med det samme (bare for at få dét på plads)."
Hvad er din danske yndlingskampagne?
"Jeg kan rigtig godt lide det arbejde som Robert/Boisen laver for Anthon Berg. Både The Generous Upgrader og The Generous Store er gode eksempler på den nye måde at lave reklame på - hvor teknologi blandet med en god ide giver forbrugeren en fed oplevelse."
Hvordan forholder du dig, hvis en kunde ikke kan lide den idé, du er stensikker på, netop er den rigtige for kunden?
"Først lytter jeg til hvorfor, og hvad det er, som driller kunden. Ofte er det små ting, som skal ændres, for at tingene godt kan glide igennem. Det gælder om at forstå dem, som sidder på den anden side af bordet. Ellers har jeg altid håndvåben med til møder. Det plejer at hjælpe."
Er der én i branchen, vi bør holde særligt godt øje med i fremtiden?
"Udover at vi skal holde øje med Lotte Skovsted fra Reklamejam (kiss ass), så vil det være logisk at kigge mod Mathias Trads, som vandt i Cannes i år med en rigtig fin ide."
Hvad drømmer du om, karrieremæssigt? At lave verdens største outdoor i karse? At vinde grand prix i Cannes? Sig frem..
"Med fare for at komme til at lyde som en kliche, så drømmer jeg om at bruge mine kreative evner til at lave noget som er større en bare reklame. Og det er jo heldigvis den vej vinden blæser for vores branche. At vi skal til at opfinde produkter og nye måder for brands at gøre sig fortjent til forbrugernes respekt."
Hvad tror du, er en del af vejen til succes i branchen?
"Først og fremmest skal man have en passion for det, man laver. Ellers er det ligegyldigt.
Så skal man finde en god balance mellem at tro på sig selv og være ydmyg og lytte til dem som er klogere. For man kan altid blive bedre. Lige meget, hvor fed man selv synes, man er.
Og så skal man blive ved med at være nysgerrig og søge inspiration i alt muligt mærkeligt, som måske ikke giver mening lige nu."
Fortæl én ting, verden ikke ved om dig:
"Jeg har en gang mødt Woody Allen i en fodgængerovergang i New York."
Lidt bonus-Claus:
- Claus Collstrup er 43 år og arbejder som AD'er hos Ogilvy Danmark
- Claus har arbejdet på forskellige bureauer i Aarhus og har haft sit eget bureau. Siden han kom til København, har han arbejdet for Dobbermann og Courage! Desværre eksisterer ingen af dem længere. "Jeg håber ikke, det har noget med mig at gøre" som Claus siger.
Fordi Claus har været i branchen i så forbandet lang tid, har han arbejdet for rigtig mange store kunder. Bl.a. Coca-Cola, Sprite, Fanta, Telia, DSB, Bang & Olufsen, Ford, Citroen, Arla, Stimorol, IBM, Novo Nordisk, Nordea, Falck, NCC, Mattel, Zoo og Fernet Branca.
Claus har vundet eller været nomineret mere end (hold nu fast) 70 gange i forskellige priser i ind og udland. I Epica, Eurobest, London International Awards, Clio, One Show, New York Festivals, Creative Circle Award, Aurora og Cannes Lions.
En af Claus' yndlingscases i hele verden er Diamond Shreddies casen. "Et perfekt eksempel på, at man godt kan lave en god ide, selvom man ikke har noget som helst at sige".