Reklamejam bringer her 15 ord og udtryk, til dig, der er ny i branchen. Ord, du stensikkert vil få brug for at kende, når du først sidder i bureau-saksen:
1. Vinterlandskab:
Når billede og tekst siger nøjagtigt det samme. Fx hvis din annonce viser en prins på en hvid hest, og overskriften siger ’Prinsen på den hvide hest’. (gaaaaab).
Der er en grund til, fænomenet har fået navnet ’vinterlandskab’, men forklaringen er lidt lang,
så ring på 25571212, hvis du vil have den.
2. Pre-roll:
Reklamerne, som kiler sig ind før din Youtube-film. Skal du lave en pre-roll, så husk, at folk klikker væk fra den efter 5 sekunder. INGEN (udover nørdede reklamefolk) ser det hele.
Det er der mange pre-roll-skabere, som glemmer. Derfor indtræffer pre-roll’ens budskab først i det 10. sekund. Når målgruppen er over alle bjerge.
Du får her et eksempel på en smuk pre-roll:
3. Indsigt:
Indsigten er rygraden i en god idé. Skal du finde på en helstøbt kampagne, handler det om at have indsigt i, hvordan vi mennesker tænker og agerer i en given situation. Indsigter er typisk noget, vi ikke er bevidste omkring, men som kreativ skal du kunne se skoven for bare træer (beklager klichéen) og få øje på indsigten.
Det er nemmest at forklare med eksempler:
- Man stiller sig altid i supermarkedets langsomste kø.
- Man lugter til sine egne prutter.
- De fleste hundeejeres yndlingsreplik er "den gør ikke noget". U-an-set hvad.
- Når man bliver fuld, bliver det modsatte køn flottere at se på.
Og så videre.
4. Tekstforfatter:
Én, som hhv. skriver tekster og idéudvikler. Tekstforfatteren på et reklamebureau er hverken ansat som journalist eller romanforfatter. Til gengæld er tekstforfatteren ligeså kreativ som AD’eren, selvom nogle AD’ere ikke vil være enige hér.
5. POS:
Står for ’Point of Sales’. Det blev du ikke spor klogere af.
POS er al form for butiksmateriale. Fx de papskilte, som hænger i loftet i din netto. Klistermærker på gulvet.
Små skilte på hylderne. Eller store pap-arrangementer, som skal agere fx tyggegummi-hylde i en kampagneperiode.
6. USP:
Unique Selling Point. Altså produktets største/unikke fordel. Dét, du skal lægge vægt på, når du kommunikerer. Mange opererer med USP’er i flertal. Men egentlig er det lidt noget vås. ’Unique’ betyder jo implicit, at der kun er én af slagsen.
7. Tidsregistrering:
En disciplin, mange garvede kreative endnu ikke helt har styr på.
Vent og se. Bogholderen skal nok fortælle dig det, når du glemmer det.
8. TVC:
En reklame på tv. Mere teknisk er dét ikke. Står for TV Commercial.
9. Kage:
Kan være en hulens masse ting. Eller. Det er selvfølgelig noget med kalorier.
Men bag kagen står næsten altid én, du skal sige tillykke til. De mest typiske årsager får du her:
10. Kaffe:
Er du på vej ind i branchen som piccoline eller piccolo og opsat på at give et godt indtryk? Notér dig følgende:
Når kaffemaskinen er i stykker, så smid, hvad du har i hænderne og få den fikset. Siden bureau-bajerne blev udskiftet med kaffe i starten af 00’erne, er bureaubranchen til forveksling kommet til at minde om et læreværelse. Manglen på kaffe er derfor en fornærmelse af de helt store.
11. Den kreative direktør:
Oftest en mand. Den kreative direktør bærer solbriller indenfor om sommeren. Og han er den mand på bureauet, som har mindst tid. Og den største bil. Bor typisk nord for København sammen med resten af reklamebranchen.
12. VO:
Voice over. Til film eller radio.
13. KK:
’Kreativ Kommunikation’. Uddannelse på Mediehøjskolen i Emdrup. Uddannelsen er berygtet for at udklække ret mange kreative talenter, som nok ikke ligefrem har skumgummi på albuerne. Til gengæld har de flotte mapper. Og selvironi:
14. SoMe:
Social Media.
15. Stock-udtryk:
Når noget ligner noget, man har fået fra en standard-billedbank-løsning. Det er ikke så fedt.
Det her billede emmer fx af stock: (især tandpastasmilet helt ude i højre side)
- Til gengæld kan du finde lækre, gratis billeder, som du gerne må bruge offentligt, på Pexels.com.
Bonus:
Er du i øvrigt i tvivl om, hvordan du udtaler bureauernes kringlede navne, får du en udtale-liste her.